Det fortællende fotografi

Baggrund

Af Søren Pagter
Hvor end vi bevæger os hen, er vi omgivet af billeder, der alle råber på opmærksomhed. Men det journalistiske fotografi skal mere end give opmærksomhed, det skal fortælle læserne en historie.

En person nævner en begivenhed, for eksempel Vietnamkrigen eller EM 1984. Et eller måske to billeder fra hver begivenhed
toner straks frem på nethinden. Hvilke billeder husker du? Jeg er sikker på, at jeg kan gætte det, men vil gemme svaret til sidst i artiklen. Menneskets hjerne husker i billeder – vi drømmer i billeder, og vi associerer i billeder. Derfor er billeder med til at styrke vores hukommelse i langt højere grad end det skrevne ord. Man kan populært sige, at vi alle har et kæmpe billedarkiv i hjernen. Et billedarkiv, som vi bruger, når vi ser nye billeder. Vi husker steder og personer igennem billeder, vi skaber sammenligninger via billeder og så videre. De fotografiske billeder udgør en væsentlig del af hjernens billedarkiv, fordi fotografiet ligger så tæt op ad dagligdagens virkelighed. Og fotografier fra større nationale eller internationale begivenheder
bliver en del af vores alle sammens fælles billedarkiv. Men vi bruger også fotografiet til at indsamle private begivenheder som ferier, fødsler, første skoledag og så videre. Med andre ord: Vi fotograferer for at huske, og vi husker igennem fotografier.
Herudover giver fotografier en umiddelbar reaktion hos beskueren, uanset om det er et voldsomt krigsbillede eller et smukt landskabsfotografi. Vi kan bladre et magasin igennem uden at forholde os til alle ordene, men det er stort set umuligt at undlade at se på fotografierne. De gode fotografier giver således en direkte indgang til læsernes sanser. Stop lige. De gode fotografier, skrev jeg. Men kan det gode fotografi overhovedet defineres?

Fotografiet skal tilføje noget ekstra
Fotografi er et subjektivt medie, som læserne opfatter vidt forskelligt alt efter deres politiske, religiøse, kulturelle og ikke mindst personlige holdning. Det er derfor ikke muligt at opstille nogle faste regler for, hvad der opfattes som godt eller skidt. Det afhænger i høj grad af mediet og målgruppen samt af historiens tema. Det er derimod muligt at have nogle retningslinjer at diskutere det gode fotografi ud fra. Det gode journalistiske fotografi er et, der giver en merværdi til artiklen, og det skal bestå af både indhold og oplevelse. Et registrerende arkivfotografi af et missil til en artikel om USA’s missilskjold tilføjer ikke noget
ekstra til historien og giver således ikke læseren hverken indhold eller oplevelse. Ej heller et nærbillede af en knyttet næve til en artikel om politisk vold. Begge dele er aktuelle eksempler fra danske mediers websider, hvor fotografier ofte bruges som fyld i en fastlagt skabelon og ikke som et medie, der har betydning for fortællingen. Det gode fotografi skal have indhold. Det skal med andre ord vise noget, som læseren kan bruge i sin forståelse af artiklen. Det kan være en følelse eller en stemning. Det kan være noget meget konkret, som hvordan en person eller et sted ser ud. Det i sig selv skaber jo ikke et godt fotografi. Derfor skal det gode fotografi også give en visuel oplevelse. Det skal være smukt, skræmmende, overraskende eller lignende at se på. Hvis man som billedbruger hver gang spørger sig selv, om det valgte fotografi både har indhold og giver oplevelse, har man noget at diskutere det gode fotografi ud fra. Journalistiske fotografier kan altid kategoriseres inden for tre hovedgenrer: reportage, portræt og illustration. Hver genre har sine muligheder for at skabe det gode fotografi og give merværdi til historien.

Reporagen er en del af virkeligheden
Det journalistiske reportagefotografi tager udgangspunkt i virkeligheden og skal være bundet af tid og sted. Fotografen har således været til stede på det pågældende sted på det pågældende tidspunkt. Fotografen har indfanget en del af virkeligheden, som han så den, da den udspillede sig foran hans kamera. Fotografen må ikke opstille, instruere eller medbringe rekvisitter,
når han fotograferer reportage. Men fotografen må gerne foretage subjektive valg, altså vælge en bestemt vinkel, bekære og  udvælge det for ham bedste øjeblik. Man kan sammenligne det med den skrivende journalist, der skal referere korrekt, men gerne må vælge imellem de indsamlede citater og iagttagelser. Læserne skal med andre ord kunne tro på, at situationen
har fundet sted foran en fotograf og et kamera. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en stor tilhænger af reportagefotografiet. Muligheden for at give læserne en som at være der selv-oplevelse er fantastisk. Reportagefotografiet giver mulighed for at vise miljøer, vi ikke kender, og læserne kan genkende sig selv i de handlinger og udtryk, som de gode reportagefotografier indeholder. Reportagefotografiet kan gøre folks arbejde og dagligdag interessant gennem unikke øjeblikke, som læserne kan identificere sig med. Med reportagefotografiet er vi så tæt på historien og dens personer som muligt. Et eksempel på ovenstående kunne være dette års vinder af Bordings fotopris, Joachim Rode. Reportageserien fra en hjerneoperation er måske ikke det, man i første omgang vil betegne som fotografier med en stærk visuel form. Men serien tager læserne med ind i et miljø, som de ikke kender – og uden at forfalde til for meget formmæssigt lir fortæller fotografierne om det faktuelle i hjerneoperationen og viser, hvor intenst arbejdet er.

Et portræt skaber identifikation
Portrætfotografiet er vel den største genre inden for det journalistiske fotografi. På samtlige medieplatforme er det portrætfotografiet, der bruges mest. Et portræt er et fotografi af en eller flere personer, hvor fotografen og den portrætterede har en aftale om at lave et portræt. Portrætter er ofte opstillede eller arrangerede. Fotografen kan med andre ord bede personen om at stille sig et bestemt sted, stoppe op midt i en handling eller lignende. Fotografen kan også medbringe
rekvisitter, lys og andet til at skabe det rette portræt. Da der laves så mange portrætter, stiller det store krav til ideudviklingen hos både fotograf og journalist. Det er nødvendigt med en mængde af ideer. Alt for ofte bliver portrættet lavet for hurtigt, og læseren får kun et fotografi af, hvordan personen ser ud, og ikke en del af vedkommendes personlighed. Når der skal flere
portrætter til en artikel, er det nødvendigt med flere ideer. Hvert portræt vil tilføre ny information om personen og/eller en ny visuel oplevelse. Portrætter kan manipuleres og behøver således ikke have det samme afsæt i virkeligheden som reportagefotografier. Magasinet Ud & Se er et rigtig godt sted at finde gode portrætter. Her er der plads og mod til at  eksperimentere med forskellige udtryk. I min erindring har jeg en portrætserie af Jytte Abildstrøm lavet af Nicky Bonne. Her er både humor, nærhed og noget visuelt overraskende.

Illustrationer skal informere eller overraske
Illustrationer kan være alt fra et meget nøgternt fotografi af en sjælden fugl til en stor opsætning med lys og modeller. Den nøgterne illustration har ofte til formål blot at give læseren den væsentlige information om, hvordan tingen ser ud. Dette kan gøres mere eller mindre visuelt interessant. Den store opsætning har til formål at visualisere overordnede og abstrakte emner
som betalingsbalancen, rentefald eller lignende. Generelt for illustrationer gælder, at der ikke er nogen identifikation med personer i artiklen. De personer, der optræder i illustrationer, er modeller og har ikke noget med artiklens personer at gøre. Havde de det, ville det være et portræt. Illustrationer omhandler altså ting, begreber eller grupperinger af personer. Illustrationer bruges også, når medierne går på jagt i arkivet og finder vindmøller til artikler om Vestas og så videre.
Illustrationer er en helt speciel form for journalistisk fotografi, som kræver mindst lige så meget ideudvikling som de to øvrige genrer. Det er en kunst at være god til at finde de arkivbilleder, der virkelig tilfører historien en ekstra information. Og det er et kæmpe arbejde at lave en illustration, som ikke bliver postulerende eller ligegyldig. Blandt de rigtig gode illustrationsfotografer
i Danmark er Jes Larsen fra Territorium. Han evner at skabe overraskende scenarier, der balancerer mellem virkelighed og iscenesættelse samt har et strejf af humor.

Det gode fotografi
Så hvad kan man gøre for at få det gode fotografi til sin historie? Allerførst er det vigtigt at beslutte sig for, hvilken genre man ønsker, fotografiet skal være. Er det vigtigt at vise handling og øjeblikke, så vælg reportagen. Er identifikation og personlighed vigtigt, så gå efter portrættet. Er det en overordnet artikel, så tænk på illustrationen. Inddrag fotografen så tidligt som muligt i ideudviklingen – gerne også i valget af genre. Fotografen har så mulighed for at samarbejde med journalisten om at skabe en sammenhæng mellem tekst og billede. Tid er alfa og omega. Måske ikke altid tid til selve optagelsen, men tid til at ideudvikle
og vælge den rette location og det rette tidspunkt for fotograferingen. Det nytter ikke noget at forvente et kreativt portræt, hvis man har aftalt at mødes med interviewpersonen på cafeen rundt om hjørnet. Og hvis der skal laves reportage, skal der fotograferes på et tidspunkt, hvor personerne foretager sig noget ikke iscenesat. Til sidst gælder det så om at vælge de rigtige
fotografier ud og præsentere dem ordentligt. Så skal læserne nok huske dem og lægge dem i hjernens billedarkiv sammen med billedet af en nøgen, skrigende pige, der løber hen ad en vej, væk fra et napalmangreb under Vietnamkrigen, og Preben Elkjærs revnede shorts efter et brændt straffespark ved EM i fodbold i 1984.