Æstetik = kedeligt

Portræt

Af Gitte Roe Eriksen
Hver uge bliver der brugt et væld af billeder i de såkaldte billedugeblade. Også gerne de uskarpe og mere amatøragtige, som ikke just er en fryd for øjet. Til gengæld er de afslørende.

Uge 33 år 2008: Se og Hør: Over 200 billeder. Billed-Bladet lige i hælene med lidt færre. Her & Nu: Under 200. Kig Ind:
Omkring 100. En tilfældig uges billedhøst, hvor der er set bort fra bladenes tv-tillæg, der er mindst lige så billedrige.
De fire ugeblade hører til i kategorien billedugeblade – eller i folkemunde »sladderblade«. Her er guf for alle, der gerne vil smugkigge eller »møde« stjernerne og de kongelige sådan helt »privat«. Ugebladene er billedbårne til forskel fra familieugebladene som f.eks. Ude og Hjemme og Familie Journalen, der er kategoriseret som tekstbårne. Samtidig ligger forskellen i, at billedugebladene er faktabårne, mens familieugebladene både er fakta- og fiktionsbårne og læner sig knap
så meget op ad de kendte. Der er ingen fiktion i billedugebladene – bortset fra historierne om de kendte, der godt kan bygge på et spinkelt grundlag. Billedbureauer som All Over Press, Polfoto, Bulls Press, Scanpix og Royal Press Foto står for en stor del af
leverancen, men også bladets egne fotografer og et netværk af freelancere er på pletten, når der skal skydes billeder til bladene. »Billeder er naturligvis meget styrende for vores blad. Vi ved jo selv, hvad vi nogenlunde på forhånd skal dække, så det planlægger vi ud fra. Og det giver jo en naturlig kobling mellem billede og tekst. Men det sker også, at vi modtager billeder, hvor teksten så efterfølgende bliver koblet på. Det er vigtigt med et væld af billeder. Billeder taler til følelserne, og det handler meget om følelser,« siger redaktionschef på Billed-Bladet, Kristian Bo Eriksen. Hos konkurrenten Se og Hør er billederne også med til at underbygge konceptet. »En historie er kun rigtig god, hvis den er båret af et billede. Det er alfa og omega. Og vi er allergladest for solohistorier med solobilleder, som da vi bragte billederne af Alexandra og Martin hånd i hånd i Italien,«
forklarer chefredaktør Henrik Qvortrup.

Lykkeposeæstetik
Der er stort set altid mange billeder til hver historie –og ofte fylder mængden af billeder betydeligt mere end teksten, der kan bestå af sparsomme billedtekster. Også forsiderne vidner om, at læserne kan forvente sig mange historier inde i bladet. I en rapport om »Organisering af hverdagsliv og livsstil: Ugeblade, magasiner og fagblade« af lektor, mag.art., ph.d. Karen Klitgaard
Povlsen, Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet, kalder hun billedugebladenes forsider for en lykkeposeæstetik. Og selv om bladene går efter de gode billeder, så er der ikke meget æstetik over et uskarpt billede hverken på forsiden eller inde i bladet. I Se og Hør (nr. 33, 14.-20. august 2008) ser man skuespilleren David Owe på forsiden i en »Sexet strandleg« – som rubrikken hedder – med sin hustru Marie Askehave. Billedet er uskarpt og langt fra, hvad man ville kalde for et godt billede – men det er ofte konsekvensen, hvis der bliver fotograferet på lang afstand ved brug af linse og med de implicerede som uvidende modeller. »Man kan sige, at vi har vores egen Se og Hør-æstetik. Vi skal være et slagkraftigt ugeblad, hvor læserne skal have indtryk af, at her sker der rigtig meget. Der skal være fart over feltet. Men æstetik er for vores type blade lig med kedeligt, og forsøgte vi med æstetik, ville vi få lammetæv af læserne – så køber de ikke vores
blad. Men vi har system i al flimmeret, og det er nøje gennemtænkt, at det ser sådan ud,« siger Henrik Qvortrup. Og derfor kan et eller for den sags skyld flere uskarpe billeder godt ende på forsiden og i bladet.»Vores læsere er gode til at afkode billederne. Når noget er uskarpt, signalerer det, at her var det ikke meningen, at vi skulle kigge med – ergo er det spændende. Og det er de bedste billeder hos os. Vi er da også glade for kendte i fine kjoler, men det er der andre blade, der er bedre til end vi.«
I billedserien af David Owe og Marie Askehave er fotobylinen »Se og Hør«. »Det er en stribe amatørbilleder, som ikke er taget
af en fotograf, men en kilde, som vi med denne byline beskytter,« forklarer Henrik Qvortrup. Hos konkurrenterne har de uskarpe billeder også sin berettigelse. »Hvis de fortæller en historie i sig selv, så er det o.k., at de ikke er skarpe,« siger Kristian Bo Eriksen, Billed Bladet. Som f.eks. billedserien af modellen Cindy Crawford om bord på en luksusyacht i Middelhavet sammen med sin mand og skuespilleren George Clooney fra billedbureauerne All Over Press og Bulls Press, hvoraf det ene billede er grynet og grovkornet. Hos Her & Nu er man sikker på, at læserne hellere vil have de uskarpe billeder end slet ingen.
»Et godt billede er også et billede, hvor der er en afslørende historie. Men selvfølgelig skal billederne ikke være så uskarpe, at man ikke kan se, hvem der er på billederne,« siger chefredaktør Michael Rasmussen.

Madonna og manipulation
Med de store mængder af billeder hver uge vil der være risiko for, at billedmanipulation finder vej til bladene. For nylig kunne man i diverse medier og ugeblade se et billede af en udmagret popdronning, Madonna. Hendes talsmand har senere hævdet, at Madonna har været udsat for billedmanipulation. Billedet har også været bragt i Se og Hør. »De billeder, vi modtager fra bureauerne, tjekker vi ikke for manipulation. Men sender en læser et billede ind, så gør vi,« siger Henrik Qvortrup og nævner sagen, hvor en prostitueret angiveligt har fotograferet sig selv nøgen i dronningens gemakker på Christiansborg. »Det var næsten for godt til, at det kunne være sandt, så det undersøgte vi nøje, men intet tydede på falskneri.« Historien endte på forsiden af Se og Hør under rubrikken: »Porno i tronstolen«. Det samme gjaldt, da Se og Hør som de første kunne bringe et billede af Joachim og Marie. »Det var ikke en professionel fotograf, der henvendte sig til os, og så tjekkede vi, om billedet eventuelt kunne være klippet sammen.«

I seng med brad og Angelina
Hos Kig Ind benytter man sig overvejende af billedbureauer. Det er Danmarks eneste blad, der kredser så intensivt om Hollywood og de kendte. I august kunne bladet bringe et 16-siders-tillæg med familiefotos fra det, der ligner en dobbeltseng, og et eksklusivt interview med Brad Pitt og Angelina Jolie med de nyfødte tvillinger og resten af børneflokken. »Det er helt naturligt, at den serie ender hos os, for vi er det medie, der beskæftiger os mest med hotte Hollywood-navne. Samtidig har serien den signalværdi for os, at vi får sat en tyk streg under, at vi er det førende medie mht. Hollywood-stof, siger chefredaktør Michael Hansen. Historien og ikke mindst billederne fik salget af bladet til at stige i netop den uge.

Tekst og billeder - eller billeder og tekst?
I den ugentlige konkurrence bladene imellem er målet naturligvis det gode solobillede taget af bladenes egne fotografer. Billedbureauerne benyttes overvejende, når det handler om de internationale stjerner. Fordelingen giver samtidig to veje til at bringe en historie. Den ene hvor teksten kommer før billedet, og den anden hvor billedet er historien med en tilknyttet »lirum-larumtekst «. Hos Her & Nu vurderer Michael Rasmussen, at bladet har en fifty/fifty-fordeling mht. til, om teksten kommer
før billedet eller omvendt. »F.eks. kom der en anden historie og billeder end oprindeligt planlagt, da Dronning Margrethe ved et officielt besøg faldt på en trappe. Her blev det billedet, der bestemte historien.« På Se og Hør opererer man også ud fra en bestemt billedstyring ud over de mere planlagte artikler. »Vi får billeder ind, og så skal der sættes ord på. Men det kan også være en historie om to kendte, der er blevet kærester, og det skal vi have illustreret med billeder. Til det har vi et righoldigt arkiv, og så forsøger vi at finde billeder, der svarer til historien,« forklarer Henrik Qvortrup og fortsætter: »Tit fortæller billeder også mere end mange ord, f.eks. i artiklen om Bjarne Riis’ mor (uge 31, 31. juli – 6. august 2008). Og bragte vi ikke den mængde billeder, som vi gør, så ville folk tro, at jeg havde drukket noget, der var for stærkt,« lyder det fra Henrik Qvortrup.